Museumshavn og museumsskibsværft

Med mere end 50 skibe er Greifswald museumshavn den største museumshavn i Tyskland. Historiske skonnerter, slæbebåde og søsætninger langs Ryck-floden på begge sider og minder om sejladsets storhedstid i midten af ​​det 19. århundrede. Informationstavler foran skibene giver information om skibstype, byggeår og historie. Nogle af skibene sejler stadig og tager gæster om bord på en sejltur, andre er ombygget til restaurantskibe. Når vejret er godt, er havnen et populært hot spot og det perfekte sted for et lækkert måltid, en afslappet spadseretur eller at se solnedgangen.

Havnen i Greifswald i Hanseforbundets tid

Siden 1310 har Greifswald tilhørt alliancen af ​​hansestæder, som gik sammen mellem det 13. og 15. århundrede for at fremme langdistancehandel i Nord- og Østersøregionerne. Med sin byhavn var Greifswald et populært omladningssted for handel med Skandinavien og den nordvestlige del af det russiske imperium. Men handelsforbindelser med Flandern og England er også dokumenteret. Det tyske hanseforbunds aktiviteter fortsatte indtil midten af ​​17-tallet. Først i 1644, i kølvandet på den Westfalske fred, brød de pommerske hansestæder op fra hanseforbundet.

Sejlskibsfartens sidste blomstring

Skibsfarten i Greifswald led meget under svensk herredømme og kunne først komme sig mod slutningen af ​​18-tallet. I midten af ​​19-tallet oplevede Greifswald et økonomisk boom, der førte til den sidste storhedstid for sejlads og skibsbyggeri i byen. Ryck's sejlrende blev mudret og dermed udvidet. Efterhånden som bymuren på den sydlige side af havnen blev revet ned, blev der mere plads til håndtering og opbevaring af varer til skibsfarten. Greifswalds handelsflåde ejede dengang omkring 50 søgående skibe, som blandt andet gik til Sortehavet, Amerika, Ostindien og Kina.

Gæstefragt og spa-drift

Før 1870 blev passagerer, der ønskede at rejse fra den gamle bydel i Greifswald til Eldena eller Wieck, stadig transporteret med såkaldte "trekpramme". Det var fladbundede skibe trukket af heste. Fra 1870 blev disse dog erstattet af små dampskibe. Opblomstringen af ​​kurbade i det 19. århundrede satte også skub i passagerskibsfarten i Greifswald. Udflugts- og salondampere bragte de talrige badende til Wieck og Eldena, til Greifswalder Bodden, til Lubmin og til badebyerne på den sydøstlige kyst af Rügen. Gæster, der kom med tog fra Berlin, kunne tage et havnetog direkte til dampskibets landingsplads. I de sidste 40 år af det 19. århundrede byggede Kesselersche Maschinenfabrik i Mühlenvorstadt mere end 30 flod- og kystdampere til Greifswald og andre rederier.

Fra den hanseatiske havn til den historiske museumshavn

I slutningen af ​​19-tallet var Greifswald ikke længere økonomisk stærk, og forhold som den lavvandede sejlrende gjorde, at havnen i Greifswald ikke længere kunne følge med international handel. Sådan skete skiftet til indlandshavn - hovedsageligt for mindre fragtskibe med kysttrafik. Da Rostocks oversøiske havn blev sat i drift i 1960, havde havnen i Greifswald den vigtige opgave at omlade varer, der kom fra Rostock med jernbane, til indre fartøjer og transportere dem videre. Da industrihavnen efter Murens fald i 1991 blev flyttet til Ladebow, overdrog byen Greifswald sin havn til museumsforeningen.

Historisk træskibsbygning i museumsværftet

Det sidste historiske skibsværft i Greifswald ligger noget skjult på den nordlige side af Ryck og blev grundlagt i 2001 som et selvhjælpsværft for ejere af historiske skibe. Hun var den eneste, der overlevede sejlskibsfartens tilbagegang. Bådebygger Richard Buchholz' træbådværft har eksisteret siden 1911. Efter Anden Verdenskrig nød den især godt af genopbygningen af ​​den tyske fiskeindustri. Indtil Berlinmurens fald var det hovedsageligt fiskerbåde, der blev repareret her. Siden 2 har foreningen varetaget bevaringen af ​​dette kulturhistoriske monument og har udvidet værftet til museums- og kulturskibsværft. De gamle værftshaller og skure er et populært mødested for passionerede bådebyggere og sejlere. Besøgende kan følge den lille rundvisning på stedet og få et indblik i træbådsbyggernes arbejde.

Bugsering – før og nu

Da vestenvinden gav ugunstige forhold for skibe, der forlod havnen, var det ikke muligt at sejle med egen kraft og på grund af den flade sejlrende kunne fragten normalt kun lastes i fiskerlejet Wieck. Derfor blev der anlagt en sti på sydsiden af ​​Ryck, som var beregnet til at blive brugt til "trekking" eller "slæbning" af skibene. Fra denne sti blev skibene trukket af heste- eller menneskekraft. Denne metode blev stadig praktiseret ind i det 20. århundrede, da motoriseringen af ​​skibsfarten i Greifswald ikke var kommet langt nok. Selv bugsering havde sine egne love og politivedtægter.

Selv i dag er der en årlig maritime sæsonåbner i april finder "Antreideln" sted. Talrige tilskuere beundrer travlheden, hvor "den hvide klit" trækkes af menneskelig kraft den næsten fem kilometer lange vej til Wieck.